Pige med HA og VR-briller til test

Afslutningsseminar for LYT IGEN

Nyhed

Onsdag d.14. juni 2023 blev der sat et fagligt og festligt punktum for projektet LYT IGEN, da omkring 70 indbudte gæster mødtes til oplæg, demonstration af VR og resultatgennemgang fra de tre projektpartnere.

I september 2021 startede et toårigt partnerskabsprojekt LYT IGEN mellem de meget forskelligartede partnere Center for Hørelse og Balance (CHBC) på Rigshospitalet, Multisensorisk Laboratorium (ME-lab) på Aalborg Universitet og Decibel – Landsforeningen for børn og unge med høretab.

Formålet med LYT IGEN var at udvikle, afprøve og implementere en metode, der skal sikre børn og unge med høretab optimal inklusion i sociale og faglige fællesskaber i et samfund påvirket af Covid-19 ved:

  • At træne børn og unge med HT i på egen hånd at navigere i sociale og faglige fællesskaber
  • At give familie, lærere, tale-hørekonsulenter og andre omkring børnene og de unge med høretab viden og redskaber til at støtte social og faglig inklusion

De 22 børn og unge (9-12 år) med høretab, som har deltaget i LYT IGEN, har bl.a. via en til projektet udviklet VR-app skullet ”game” sig til en bedre opmærksomhed på, hvordan de kommer til at høre bedst muligt i forskellige dagligdagsscenarier. De har deltaget i fokusgrupper, besvaret spørgeskemaer og haft strukturerede observationsbesøg i deres klasser fra projektets audiologopæder før og efter VR-træningen.

Onsdag d.14. juni 2023 blev der sat et fagligt og festligt punktum for projektet, da omkring 70 indbudte gæster mødtes til oplæg, demonstration af VR og resultatgennemgang fra de tre projektpartnere.

Og konklusionen var klar, der er en ny generation af børn og unge med høretab på vej, en generation der defineres ved at være opdaget ved den neonatale hørescreening, tilpasset med høreapparater inden de er blevet 6 måneder gamle, cochlear implanteret inden de er blevet 1 år (hvis relevant) og har modtaget 3-års intervention med specifikt fokus på at udvikle den auditive sans (Auditiv Verbal Terapi (AVT)).

Denne nye generation har på den baggrund et andet udgangspunkt og nogle helt andre muligheder end tidligere generationer, og de har i løbet af projekt LYT IGEN vist at de:

  • KAN deltage i samskabelses-projekter (4 børn med høretab indgik i design-processen af app’en)
  • KAN forbedre deres evne til at lokalisere lyd, placere sig optimalt ift. den der taler og til at lytte
  • KAN deltage i fokusgrupper
  • KAN besvare spørgeskemaer om egen trivsel
  • Og KAN, med den rette intervention, inkluderes i sociale og faglige fællesskaber, hvor de trives lige så godt som deres jævnaldrende med typisk hørelse.

Og det kan de, fordi gruppen har et sprogligt niveau på højde med deres jævnaldrende med typisk hørelse.

Det er derfor på tide, at vi differentierer mellem grupper af børn med høretab alt efter hvornår de er blevet opdaget, tilpasset med relevant høreteknik og hvilken intervention de har modtaget. Og det er på høje tid at vi øger forventningerne til den nye generation af børn med høretab, ikke bare i forhold til deres resultater på auditive tests og sproglige udvikling, men i høj grad også i forhold til deres niveau af trivsel.

Lad os se på mulighederne frem for begrænsningerne!

Tak til alle børn, familier, lærere og PPR-konsulenter som har deltaget og bidraget til vigtig ny viden om målgruppen, og tak til Veluxfonden for støtte til projektet.

Læs mere om projekt LYT IGEN her

Dreng med VR-briller til test

I et samarbejde mellem Decibel, Center for Hørelse og Balance på Rigshospitalet og Multisensory Experience Lab på Aalborg Universitet (AAU) skal LYT IGEN udvikle metoder, der giver børn med høretab de bedst mulige vilkår for at indgå i faglige og sociale fællesskaber på lige fod med deres kammerater med normal hørelse

LYT IGEN logoer