Æresmedlemmer
Decibels bestyrelse udnævner fra tid til anden personer, som har fremmet vilkårene for børn og unge med høretab, til æresmedlemmer i Decibel.
2021 - Lone Percy-Smith
Decibels bestyrelse vedtog at udnævne Lone til æresmedlem i Decibel for på foreningens vegne at udtrykke taknemmelighed over det store arbejde, Lone gennem sin tid i foreningen har gjort for at sikre bedre vilkår for børn og unge med høretab.
Lone Percy-Smith har været tæt knyttet til Decibel siden foreningens start i 1997. Hun har gennem hele sit professionelle virke spillet en afgørende rolle for en lang række børn og unge med høretab og deres forældre og været primus motor for forskningen på området og den udvikling, høreområdet har gennemgået de sidste årtier.
Samarbejdet med Decibel tog for alvor fart i 2013, hvor Lone var en af de bærende kræfter i arbejdet med at bygge Decibels forskningsenhed op fra grunden ud fra den visionære tanke, at Decibel skulle have sin egen uafhængige forskningsenhed. Forskningsenhedens første projekt var AVT-projektet, der blev gennemført fra 2013-2017 og resulterede i, at AVT kom på Finansloven. Herefter fulgte det nu meget snart afrundede 3-årige projekt IHEAR - i skole med høretab, som har til formål at udvikle en praksis, der skal sikre, at børn med høretab får de samme muligheder for faglig læring og social trivsel i skolen som deres normalthørende klassekammerater.
2019 - Tanja Pihl Sandager
Decibels bestyrelse vedtog at udnævne Tanja til æresmedlem for på hele Decibels vegne at udtrykke taknemmelighed over det store arbejde, Tanja gennem sin tid i foreningen har gjort for at sikre bedre vilkår for børn og unge med høretab.
Tanja blev valgt ind i Decibels bestyrelse i 2004. Tre år senere blev Tanja den første ansatte i Decibel. Siden da har hun, først som sekretariatsleder og siden som leder af Videnscentret, arbejdet for at sikre bedre vilkår for børn og unge med høretab og stået i spidsen for udviklingen af Decibel som en stadig mere professionelt drevet forening.
Læs et interview med i Tanja i Decibel medlemmernes magasin fra 2019. Hvis du er medlem af Decibel, har du adgang til magasinet i Mit Decibel.
2017 - Maja Pernille Schoubo Povlsen
Maja blev udnævnt Decibels æresmedlem 2017 som en festlig afslutning på årets kursus for de 5-14 årige i Legoland. Majas udnævnelse er en anerkendelse af det store arbejde, hun har lagt som frivillig igennem mange år. Hun er dermed én af de frivillige kræfter, som meget af Decibels arbejde bygger på. Maja har en stor søskendeflok, hvoraf mange har et høretab, og hun har været med i Decibel, helt fra hun som lille var med som søskende til barn med høretab på familiekurset i Legoland.
2016 - Anne Haven og Vibeke Rødsgaard-Mathiesen
Tale-hørekonsulenterne Anne Haven og Vibeke Rødsgaard-Mathiesen blev udnævnt til æresmedlemmer i Decibel for mange års arbejde med børnehørekurser til gavn for børn med høretab.
2015 - Claus Storgaard
Claus Storgaard var blandt de første til at kæmpe for bedre vilkår for børn og unge med høretab og blev i 2015 udnævnt til æresmedlem af Decibel. Claus har to døtre med høretab og var i en årrække medlem af Decibels bestyrelse.