To småbørn holder en voksen i hånden. Alle har ryggen til kameraet.

Viden om ydelser for børn med høretab

Decibel og Hørerådgivningen – Børn & Unge (tidl. Specialrådgivningen) har siden 2021 samarbejdet om at styrke dokumentations- og vidensudviklingen vedr. børn med høretab.

Målet med samarbejdet mellem Hørerådgivningen – Børn & Unge og Decibel er at sikre bedre dokumentation omkring børn med høretab og få mere detaljeret viden om effekten af de ydelser, børnene tilbydes i Hørerådgivningen – Børn & Unge. Det gælder f.eks. de børn, der ikke profiterer tilstrækkeligt af AVT-behandlingen på hospitalernes audiologiske afdelinger. Det gøres dels ved at dokumentere børnenes udbytte af Hørerådgivningens ydelser i en database samt ved at kvalitetssikre og udvikle ydelserne.

Decibel bidrager bl.a. til videre udvikling af databasen, der skal kortlægge viden om børnene med høretab, og hvilke ydelser, der hjælper dem bedst muligt. Kvalitetssikring og -udvikling af ydelserne tager udgangspunkt i Lovende Praksis, udviklet af Socialstyrelsen, som bygger på både forskning, dokumentation, praksiserfaringer og brugerinddragelse. Målet er at sikre, at det enkelte barn får den bedst mulige og individuelt tilrettelagte rådgivning, som bygger på den bedste aktuelle viden.

Samarbejdet omfatter bl.a.:

  • Præcisering af målgruppen for Hørerådgivningens ydelser
  • Udvikling og beskrivelse af de ydelser og metoder, som anvendes i rådgivningen
  • Revidering og udvikling af databasen ’Børn med høretab’
  • Igangværende implementering af det internationalt anerkendte værktøj ’International Classification of Functioning, Child and Youth’ (ICF-CY)
  • Understøttelse og udvikling af en ny database, som skal sikre mere viden om børn 6-18 år med høretab i skoleregi

Konsortiet bag Hørerådgivningen – Børn & Unge består af Center for Kommunikation og Velfærdsteknologi (CKV) i Fredericia i Region Syddanmark og  Institut for Syn, Hørelse og Døvblindhed (ISHD) i Aalborg i Region Nordjylland. Sammen står de for at tilbyde børn og unge specialrådgivning under VISO-KaS, Social- og Boligstyrelsen. 

Samarbejdet startede d. 1. oktober 2021 og er nu forlænget til og med 2024. 

To småbørn holder en voksen i hånden. Alle har ryggen til kameraet.
Nyhed

​​​​​​​Decibel og konsortiet bag Specialrådgivningen til børn og unge med høretab har siden 1. oktober 2021 samarbejdet om dokumentations- og vidensudvikling af indsatser for børn med høretab. Dét samarbejde er nu forlænget og kommer til at løbe til og med 2024.