Illustrationen viser den udvendige del af ABI uden på øret, og den indvendige som placeres uden om øresneglen og direkte på hjernestammen

Hjernestammeimplantat (ABI)

Et hjernestammeimplantat kan være løsningen for de børn og unge, hvor cochlea-implantation ikke er mulig. Der er kun ganske få børn med hjernestammeimplantat i Danmark.

ABI (Auditory Brainstem Implant) er et hjernestammeimplantat. Hvis høretabet er neuralt, f.eks. pga. en defekt eller manglende hørenerve eller hvis CI-operation er umulig pga. deform øresnegl (cochlear), kan ABI være en mulighed. Et ABI består af to dele, en indvendig del, som indopereres, og en udvendig lydprocessor med mikrofoner. Den udvendige del er den samme som et normalt CI, men den indvendige del består af elektroder, som ender i en lille plade.  Ved operationen føres elektroderne uden om øresneglen (cochlear) og placeres direkte på hjernestammen. Proceduren er stadig ret ny i Danmark, og pr. 2020 er der kun tre børn, som har fået ABI.

Genoptræningen er den samme som efter CI, dvs. hyppige kontroller, justeringer og et AVT-forløb på audiologisk afdeling (jf. Sundhedsstyrelsens kliniske retningslinjer). Udbyttet er dog ikke på niveau med udbyttet for børn med CI. Fremskridt tager længere tid og man må ofte støtte den auditive udvikling med total kommunikation. Den auditive sandwich  (lyd - tegn/billede - lydbruges ofte i genoptræningen og foregår ved, at man siger et ord, viser et billede eller tegn, og siger ordet igen.

Liam får ABI

Billedet er sammensat af tre billeder. Liam lytter og smiler. Tre ansatte fra Rigshospitalet og hans mormor er med.

Liam er det første barn som er blevet opereret i Danmark af en dansk kirurg. Operationen foregik i 2017 på Rigshospitalet af klinisk professor Per Cayé-Thomasen. Liam fik sat lyd på (fik den udvendige del justeret og tændt) i august samme år, og vi fik lov at være med, da han mødte op i Decibel sammen med sin mormor, tekniker Jesper Dahl, Per Cayé-Thomasen og audiologopæd ph.d. Lone Percy-Smith. Alt gik godt - Liam hørte lyd og reagerede positivt.