Gruppebillede. En masse børn og deres forældre står udenfor. Børnene holder gule balloner. Nogle af børnene er malet i ansigtet.

Decibels historie

I 2022 har Decibel 25 års jubilæum. Og det er ikke småting, der er sket, fra de første 5 familier til børn med CI gik sammen om at stifte en forening og frem til i dag, hvor Decibel er en forening for alle børn og unge med høretab – uanset hvordan høretabet er behandlet.

De første danske børn får CI

Da Gentofte Sygehus i 1993 begynder at tilbyde CI til børn, er det svært for forældre at vide, hvad de kan forvente. Kommer døve børn, som får CI, overhovedet til at lære at høre og tale? Selvom erfaringerne fra udlandet er positive, er der ikke meget viden om børnenes fremtidsudsigter eller behov. Børnene fik den gang kun ét CI hver, også selvom de var helt døve på begge ører, og mange af børnene gik i døveinstitutioner med tegnsprog. Familierne til de første børn, som får CI, har et stort ønske om, at børnene bliver hørende, men der er i det hele taget ikke meget viden om børnenes behov at gå efter. De var jo hverken hørende eller døve i traditionel forstand, så hvad havde de egentlig brug for? Den manglende viden på området blev startskuddet til, at en lille gruppe forældrene gik sammen for at oprette en selvstændig forening med fokus på netop børn med CI og deres behov og udviklingspotentiale.

De første familier i Decibel fik at vide, at de skulle være glade, hvis deres børn kunne komme til at høre en brandbil på gaden. I dag - 25 år senere - har vi heldigvis langt større forventninger til, hvor godt børn med høretab kan komme til at fungere både talesprogligt og høremæssigt. Det skyldes ikke mindst den teknologiske udvikling– men det er i lige så høj grad den indsats, som professionelle og frivillige i Decibel gennem årene har gjort for at forbedre vilkårene for børn og unge med høretab.
Sara Maria Cordtz, organisationskonsulent i Decibel
Hørehistorie
Ung mand. Han har en grå trøje på. Han har en lilla kasket på. Han smiler.

Christian er 23 år og døv på begge ører. Han blev CI-opereret med ét CI i 1995 som det femte barn i Danmark, og Christians forældre var med til at stifte Decibel. I dag bor Christian i Roskilde med sin kæreste og har netop vundet danmarksmesterskabet i bodybuilding. Han er uddannet tømrer, men arbejder i dag som personlig træner i et fitnesscenter.

Fra køkkenbordsklub til landsforening 

Foreningen Decibel bliv derfor stiftet i påsken 1997 af 5 familier til børn med CI. Det første arrangement, hvor ca. 9 familier deltager, afholdes på Hotel Legoland i oktober samme år.

Arrangementet på Hotel Legoland blev hurtigt en tradition og er siden blevet afholdt hvert år. Efterhånden tilbyder Decibel ikke kun netværksaktiviteter - også familiekurser, regionale arrangementer, kurser for bedsteforældre, teen-weekender, konferencer for professionelle, sommerlejre og meget mere kommer på listen over de aktiviteter, Decibel tilbyder. 

I årene omkring 2000 bliver CI til børn mere og mere udbredt, og Decibel vokser sig større og større.  I 2007, da Decibel kan markere sit 10 års jubilæum, beslutter den daværende bestyrelse, at foreningen skal gå fra at være en ‘køkkenbordsforening’ til en professionel forening med et sekretariat. Hermed var den første ansatte i Decibel en realitet. I 2008 fik foreningen sit første egentlige kontor ude i byen – og fem år senere flytter sekretariatet ind i lejede lokaler i Decibel Villaen på Rygårds allé, der ejes af Region Hs Kommunikationscenter. Efter 8 gode år i "villaen" rykker foreningens sekretariat i foråret 2021 ind i nye lokaler på Lyngbyvej i København.

Fra deCIbel til Decibel - en forening for alle børn med høretab

I 2012 besluttede medlemmerne i Decibel, at foreningen fremover skulle være for alle børn og unge med høretab og deres familier - uanset hvordan høretabet er behandlet. I dag er tæller medlemsfamilierne både børn med høreapparater, bahs og CI. Nogle har høretab på et øre, andre på begge. Det var børnene og de unge selv, der tog de første skridt i den retning – for de oplever, at lighederne er langt større end forskellene, og at høretabet ikke er defineret af, hvilken slags høreteknologi, der sidder bag øret. 

Når forskning og frivilligt arbejde går hånd i hånd

I sensommeren 2013 søsætter Decibel sin hidtil største aktivitet med fokus på genoptræning. Via midler fra Socialministeriet og Oticon Fonden starter foreningen et Videnscenter, som gennem et 4-årigt forskningsprojekt skal undersøge, om 3 år med AVT giver alderssvarende talesprog for 60 børn med høretab forud for skolestart. Projektet er mundet ud i, at AVT kom på finansloven i 2017, så alle børn på 0-5 år med dobbeltsidigt behandlingskrævende høretab fra 2017-21 blev tilbudt 3 års AVT. Decibel varetog i denne periode en dokumentations- og vidensfunktion for forløbet, og pr. januar 2023 blev AVT en integreret del af behandlingen af alle børn med behandlingskrævende høretab og er nu permanent forankret i de 5 regioner.  

I 2017 tog Videnscenteret samtidig hul på det næste store forskningsprojektet IHEAR – i skole med høretab, som sigter mod at udvikle en praksis for, at børn med høretab kan opnå samme faglige læring og sociale trivsel som deres normalthørende klassekammerater. Projektet afsluttedes i 2021. 

En af Decibels store styrker er netop kombinationen af det frivillige og det professionelle – for det er fortsat en frivillig bestyrelse, der sætter retning for foreningens arbejde. Og de resultater, forskningsprojekterne kommer frem til, kan bruges til netop at gøre dét, Decibel er sat i verden for: fortsat at arbejde på at sikre de bedste vilkår for børn og unge med høretab. Det er netop det, der er foreningens formål – ikke bare fra 1997 og til i dag, men også fremover, når vi med 25 års-jubilæet tager hul på et nyt kapitel i Decibels historie.