Pigen Frederikke med CI

CMV

CMV er en almindelig herpesvirus, som de fleste mennnesker får i løbet af livet. Men CMV kan skade et ufødt barn. Hvis en gravid kvinde får CMV, kan virus nemlig overføres til fosteret og bl.a. medføre høretab.

Hvad er CMV?

CMV står for Cytomegalovirus og er en herpesvirus, som de fleste mennesker bliver smittet med på et eller andet tidspunkt i løbet af livet. Når CMV først er i kroppen, bliver den der resten af livet. Når man bliver smittet, har man ingen eller kun lette symptomer, som ved en mild influenza eller forkølelse. Det er derfor de færreste der ved, om de har CMV i kroppen.

CMV smitter via kontakt med kropsvæsker som spyt, urin, modermælk, sæd eller blod direkte fra person til person. CMV kan være farlig for et ufødt barn, hvis en gravid kvinde får CMV. Smitten fra mor til foster kan ske, hvis moderen smittes med CMV for første gang under graviditeten, eller hvis den CMV, hun allerede har liggende i dvale i kroppen, reaktiveres under graviditeten.

Sådan minimerer du risikoen for CMV-smitte

Rådene er særligt vigtige at følge, hvis du er gravid, da CMV kan skade dit ufødte barn. 

  • Vask og sprit hænder grundigt efter kontakt med urin, spyt, snot eller afføring (for eksempel ved bleskift af dit større barn, når du har givet dit større barn mad eller tørret barnets næse)
  • Lad være med at dele bestik eller glas med små børn
  • Lad være med at kysse små børn på munden, sutte på deres sut el.lign. 

Det store fokus på små børn i forhold til at undgå at blive smittet med CMV skyldes, at børn i 1-2-års alderen er den hyppigste smittekilde til CMV, da de kan udskille store mængder virus især i spyt og urin.

Hvad sker der, hvis et ufødt barn smittes med CMV?

Medfødt CMV står for op mod 30 procent af alle medfødte høretab hos børn. Udover høretab hos barnet kan CMV også  medføre synsproblemer, epilepsi, motoriske og kognitive vanskeligheder samt skader på hjerne, lever, hjerte, nyre og milt. Man anslår, at mellem 0,4-0,6 procent af alle nyfødte har medfødt CMV. Det svarer til ca. 400 børn om året i Danmark (Ugeskrift for læger. 2019; 181.)

9 ud af 10 børn med medfødt CMV vil være - og forblive - ​​​​uden symptomer ​​​​og dermed være  helt raske. 
Claus Klingenberg, Universitetssygehuset i Nord-Norge

De fleste CMV-smittede børn bliver født uden symptomer og udvikler sig oftest normalt. Op mod 90 procent af børnene forbliver raske. Men selvom et barn er født uden eller med kun lette symptomer på CMV, kan det i løbet af de første leveår udvikle tiltagende psyko-motoriske problemer, skader på hørelsen og synsproblemer.

CMV er komplekst og kan være meget svært at sige noget entydigt om. Medfødt CMV er enormt variabel. Fødes en nyfødt med CMV, kan der ske alt eller intet. Børnene kan have alt fra ingen symptomer til alvorlige funktionsnedsættelser og epilepsi.
 Sannie Brit Nordly, overlæge og infektionsbørnelæge på Hvidovre Hospital

Hurtig opsporing og behandling er afgørende

Der findes en  anti-viral behandling af medfødt CMV. Behandlingen reducerer mængden af aktiv virus, så den nyfødtes eget immunsystem kan kontrollere virus. Anti-viral behandling er anbefalet til nyfødte, som er under 4 uger gamle, hvis centralnervesystem er påvirket af CMV – herunder hvis der er skader på barnets hørelse. Anti-viral behandling skal være sat i gang inden barnet fylder fire uger, for at der er evidens for effekt. 

Det er især høretabet, den anti-virale behandling har effekt på. Det vil sige, at behandlingen kan bremse høretabet, så det ikke forværres. Men behandlingen kurerer ikke børnene - man kan ikke blive helbredt for CMV. Behandlingen kan også give bivirkninger som f.eks. blodmangel, nedsat antal blodplader og nedsat antal hvide blodlegemer.

Danske nyfødte med høretab risikerer at blive fundet for sent

Danske nyfødte, som ikke går igennem den neonatale hørescreening, skal ifølge de kliniske retningslinjer for cochlear implantation til børn (2012) i stedet henvises til audiologisk afdeling til videre udredning. Hvis barnet har en hørenedsættelse, skal barnet, inden det er fyldt 30 dage, igennem en række forskellige undersøgelser for bl.a. at kortlægge årsagen til høretabet - herunder en urinprøve til test for CMV. 

I 2012, da retningslinjerne blev udarbejdet, var det ikke rutine at behandle børn med medfødt CMV-infektion med anti-viral medicin. Så derfor gjorde det dengang ikke så meget, at man satte fristen til 30 dage. Men hvis man med sikkerhed skal stille diagnosen medfødt CMV-infektion, skal man have en urinprøve og/eller spytprøve, inden barnet er tre uger gammelt.  Hvis man først finder CMV i urinen efter 30 dage, kan man ikke være sikker på, om det er medfødt, eller om barnet først er blevet smittet efter fødslen. 

Derfor arbejdes der i Dansk Pædiatrisk Selskab nu på at ændre de kliniske retningslinjer. Grænsen på de nuværende 30 dage skal sænkes, så alle børn, der ikke går igennem den neonatale hørescreening, når at blive undersøgt yderligere audiologisk inden 21 dage. Så vil man nemlig kunne nå at tjekke barnet for medfødt CMV og sætte ind med anti-viral behandling i tide. 

 Neonatologi-udvalget i Dansk Pædiatrisk Selskab har i 2021 udgivet en gældende retningslinje vedr. medfødt CMV. I retningslinjen er det beskrevet, hvordan nyfødte børn, der er mistænkt for at have medfødt CMV, bør udredes akut indenfor de første 3 leveuger, så behandlingen kan igangsættes i tide. Desuden er høretab i retningslinjen også kommet med på listen over indikatorer for igangsættelse af behandling. 

I maj 2021 er der desuden opstartet et pilotprojekt i Region Hovedstaden om målrettet og tidlig screening for medfødt CMV-infektion hos børn, der ikke går igennem hørescreeningen.  Læs mere om projektet her

Udfordringen er først og fremmest at få hørescreeningen på fødestedet af alle nyfødte gennemført inden for meget kort tid og at opnå høj dækning af screeningen med spytprøve hos de børn, der ikke passerer hørescreeningen. Da der er tale om relativt få børn, der skal tilbydes et accelereret udredningsforløb i audiologisk afdeling og børneafdeling, vil det ikke medføre betydende større belastning i disse afdelinger. Disse forløb kan formentligt med fordel samles i de større audiologiske afdelinger og større børneafdelinger.
Michael Bille, overlæge på Øre-næse-halskirurgisk & Audiologisk Klinik, Rigshospitalet, 2019 

I Decibels medlemsmagasin i 2019 var temaet medfødt CMV. Du kan læse hele bladet her (kræver medlemslogin). 

Hørehistorie
Mor og lille pige. Pigen har en lyserød t-shirt på. Moren har en rød trøje på. De kigger hinanden i øjnene og smiler.

Anti-viral behandling kan bremse skader på hørelsen, hvis et barn har medfødt CMV - men kun, hvis man sætter hurtigt ind med behandlingen. Karla blev diagnosticeret med medfødt CMV ganske kort tid efter fødslen og kunne derfor nå at komme i behandling. Men de danske retningslinjer for området er forældede, og derfor findes alle børn som Karla ikke i tide.

Pige med fletning og høreapparat på venstre øre ses skråt bagfra
Nyhed

CMV (cytomegalovirus) er årsagen til op mod 1/3 af alle medfødte høretab hos børn. Et nyt tv-program sætter fokus på, at medfødt CMV i mange tilfælde ikke opdages tidsnok til, at børnene kan komme i behandling.