
Hvad er et CI
Et Cochlear Implant (CI) er et avanceret høreapparat, som svært hørehæmmede og døve kan få gavn af. Navnet henviser til cochlea, sneglen, som er sanseapparatet for hørelsen i det indre øre. Et CI består af en eksternt mikrofon, en taleprocessor, en forstærker og en signaloverførselsenhed bag øret og en indopereret enhed bestående af modtager og en elektrode, der stimulerer nervefibrene i cochlea i det indre øre. Disse signaler sendes så videre til bl.a. hørebarken i hjernen. (Kilde: Wikipedia, den frie encyklopædi)
Forventninger
Et barn med CI har muligheden for at lære at høre, blive god til at lytte og udvikle et velfungerende talesprog, med mindre der er øvrige handicaps, som hindrer dette. Det er dog afgørende, at barnet bliver implanteret hurtigst muligt efter, at det er konstateret, at barnet ikke har en brugbar hørelse. Ligesom det er afgørende, at barnet modtager en specialiseret genoptræning med fokus på at optræne den nye hørelse og støtte den talesproglige udvikling.
Kan mit barn få CI?
Det vil altid være en audiologisk overlæge, som vurderer, om et barn er kandidat til CI. Som forælder vil du blive henvist til audiologisk afdeling på henholdsvis Gentofte Hospital og Århus Sygehus, hvor landets to CI-centre, der implanterer børn, er placeret.
Nedenstående er udelukkende retningsangivende:
CI er relevant, hvis det dobbeltsidige høretab skyldes en defekt i det indre øre (sneglen). Det gælder f. eks.:
- Børn med pludselig opstået døvhed, f. eks. som følge af meningitis
- Småbørn, der er født døve/med en kraftig dobbeltsidig hørenedsættelse
- Børn, der grundet progredierende høretab ikke længere har gavn af deres høreapparater
- Børn over 5 år, der aldrig har hørt, har ikke samme mulighed som mindre børn for at lære at høre og tilbydes derfor normalt ikke operation
Dit barn skal desuden kunne tåle narkose og kunne gennemgå en operation, som varer 4 timer. Efter implantation skal både du som forælder og dit barn være indstillet på og i stand til at deltage i genoptræning af den nye hørelse, så dit barn kan blive god til at høre.





