Lene Lystlund Poulsen er mor til tre børn med høretab, hvoraf to har CI. Det er et langt og sejt træk med skole og kommune, og for hende har det krævet vedholdenhed og utraditionelle metoder.  

Mikkel er nu startet i 6. klasse og lige siden 3. klasse har vi kæmpet for at han kunne få støtte i engelsk. Det har været som at slå hovedet ind i en mur, og når man så samtidig har to andre børn som også er hørehæmmet, så er der mange ting i hverdagen, som man skal være opmærksom på. Mikkel følger rigtig godt med i alle fag i skolen på nær lige engelsk. Vi har hele tiden fået at vide af talehørepædagogen, at det godt kan være svært at høre de forskellige lyde, der er i det engelske sprog, og at han burde have støtte her for ikke at komme bagud. Lige gyldigt hvad der blev sagt, ville skolen ikke høre på vores ønske, og da han i slutningen af 5.klasse næsten ikke kunne sætte en sætning sammen havde vi fået nok.

Vi havde yderligere fået besked på, at Mikkel var kommet på venteliste til børnehørekurset i uge 26, hvilket vi var meget uenige i. Mikkel havde på det tidspunkt en del sociale problemer i skolen, og det var derfor utroligt vigtigt for ham at komme afsted og møde andre ligestillede. Siden 3. klasse, har Mikkel været på børnehørekursus en gang om året sammen med andre hørehæmmet børn. Det er et kursus, hvor børnene lærer en hel masse om det at være hørehæmmet, hvordan øret fungerer og måske vigtigst af alt, at fungere socialt sammen med andre. Mikkel skulle i år med de store på Frijsenborg efterskole og han glædede sig rigtig meget. Det at være af sted med andre, der også bruger høreapparat eller CI, og ikke være den eneste som de andre altid skal tage hensyn til, er vigtigt for ham. Her er det ens for alle og følelsen af at være ligesom alle de andre er en meget sjælden følelse for Mikkel.

Vi fik Mikkels dansklærer til at skrive lidt om Mikkel og hvordan han havde det socialt i klassen. Vi skrev selv lidt ned om hvem vi er, vores børn og om alt det vi kæmper med for, at de skal få så god en fremtid som muligt, på trods af deres handicap. Hvis man vil enkeltintegrere disse børn og stadigvæk forventer, at de kommer ud i den anden ende med en brugbar eksamen, er man nødt til at give dem den støtte, de har brug for. 

Vi besluttede os for, at vi måtte tage andre midler i brug, og derfor mødte vi op på kommunen og fik 10 min. sammen med kommunaldirektøren. Vi fremlagde vores situation samtidig med, at han fik skrivelsen fra Mikkels lærer og den vi selv havde skrevet. Alternativet for Mikkel ville jo være, at kommunen skulle betale taxa frem og tilbage til Fredericia hver dag, og så ville han jo ikke have det samme sociale netværk lokalt, som han får, når han går i skole der, hvor han bor. Vi understregede også, at hvis der ikke skete noget nu, ville det næste skridt være medierne.

Vi var på kommunen om torsdagen, og lørdag lå der et brev i postkassen med besked om, at Mikkel var kommet på børnehørekursus. Et par dage inden skolernes sommerferie får jeg så endelig besked vedrørende støtte. Skolen har bevilget Mikkel to støttetimer om ugen, og samtidig har Julie, Mikkels lillesøster, fået en ugentlig støttetime, når hun skal i gang med engelsk efter sommerferien. Timerne er opfølgningstimer, der ligger i skoletiden. Mikkel må undvære en håndarbejdstime og en musiktime, hvor han så sidder sammen med støttelæreren og arbejder med det stof, som han allerede har haft i klassen, samt forbereder det, de skal have næste gang. Det er meget effektivt, og vi kan allerede mærke forskel på Mikkel og hans lyst til at tale engelsk. Julie har først lige fået engelsk på skemaet, men hun er kommet anderledes godt i gang. 

Det er dejligt, at det endelig lykkedes, men jeg er ikke tilfreds med måden, vi var nødt til at gøre det på. Jeg håber, at politikkerne snart får øjnene op for den hjælp, som vores børn skal have for at kunne klare sig på lige fod med deres hørende klassekammerater. For her og nu er det et langt sejt træk med skole og kommune.  

Skrevet af Lene Lystlund Poulsen