Kristina lyder glad. Modløsheden er forsvundet og der er igen overskud og energi [artiklen er fra maj 2008]. Det var ellers ikke planen, sådan at flytte. Bedsteforældrene lige rundt om hjørnet, nybygget og selvbygget hus og en institution med gode pædagoger, og som Oliver med CI og lillesøster Celina var glade for at gå i. 

- Oliver var blevet 5 år og skulle han nå at blive klar til skole, så skulle der ske noget drastisk. Jeg orkede ikke længere at kæmpe med kommunen og Olivers talehørepædagog, så da vi blev spurgt, om ikke vi overvejede at flytte, faldt det hele på plads. Jeg havde flere gange tænkt tanken, men var i tvivl om det bare var os, som var galt på den og ikke kommunen. Det hjalp virkelig at blive skubbet ud over kanten. Så på fjorten dage var huset sat til salg og solgt, fortæller Kristina. 

Oliver er fra den tid, hvor man sendte børn, der skulle have CI i en basisinstitution. Derfor blev han hver dag kørt til Kvisten i Helsingør, hvor han var i en lille basisgruppe med andre børn med CI og høreapparater. Tre år gammel og et år efter, at han har fået sit første CI, er han så velfungerende både i forhold til at høre og tale, at hans talehørepædagog indstiller ham til en almindelig børnehave. Derfor begynder han i børnehaven lige på den anden side af hækken.

Lillesøster Celina begynder i samme institution og begge børn falder hurtigt til. Der er godt nok først en uheldig oplevelse med en støttepædagog, der ender i en fyring. Kommunen vælger herefter at give en ekstra normering, der følger stuen og ikke specifikt Oliver. Det fungerer alt sammen godt og Oliver stortrives. Men for Kristina og Peter begynder problemerne. Kristina skal efter endt barsel tilbage på arbejde og da de søger om tabt arbejdsfortjeneste, får de blankt afslag. Flere ankesager efter opgiver Kristina og Peter tanken om at få nogen form for tabt arbejdsfortjeneste. Østdansk Center for CI prøver at tale med kommunen, men intet hjælper.  

- Vores sagsbehandler lyttede simpelthen ikke til hverken os eller faglige vurderinger. Hun affærdigede os fra første færd med, at der jo er så mange andre, der har brug for hjælp. Der var intet forsøg fra hendes side på at forstå, hvordan vores hverdag så ud og hvilke behov Oliver havde, siger Kristina. 

Samtidig udvikler Olivers talesprog sig ikke som forventet på trods af talehørepædagogisk undervisning. Olivers talehørepædagog har tidligere arbejdet med børn med CI, da man lige var begyndt at implantere i Danmark. De erfaringer tager hun med i sit arbejde med Oliver. Da Kristina og Peter fortæller, at de ikke bruger tegn til Oliver, har hun meget svært ved at acceptere dette. Hun fortæller, at hun mener, de bør bruge tegn til at støtte ham. Når Kristina og Peter udtrykker deres bekymring over, at han for eksempel bliver ved at sige ’fant’ i stedet for ’elefant’, så beroliger hun dem med, at når bare han vil sige noget, så er det fint.

På det tidspunkt kan man faktisk ikke tale om, at Oliver har et talesprog. Det lyder mere som russiske lyde end egentlige ord. Oliver bliver sprogtestet både hos sin gamle talehørepædagog og på Østdansk Center for CI. Begge steder er de bekymrede, fordi det viser sig, at Oliver bliver ved med at have de samme udtalevanskeligheder.

- Jeg følte virkelig, at jeg havde fejlet som mor. Her kommer jeg med min dreng og tror, at det går som planlagt, fordi det er, hvad hans talehørepædagog siger, og så finder jeg pludselig ud af, at han slet ikke har udviklet sig, som vi burde forvente, fortæller Kristina. 

Tilbage hos Olivers talehørepædagog er det svært at trænge igennem. Hun fastholder, at Oliver udvikler sig, som man bør forvente. Netop de meget lave forventninger irriterer Peter og Kristina, der i stedet prøver at gøre en ekstra indsats derhjemme. Men uden opbakning fra kommunen og talehørepædagogen mangler de viden om, hvordan de skal støtte Oliver i hans talesproglige udvikling. Han har nu massive udtalevanskeligheder og han har mistet lysten til at arbejde med talesproget. Kristina og Peter påpeger flere gange over for kommunen, at de ønsker at være mere inde over Olivers taletræning, men bliver affærdiget.  

I dag 9 måneder efter, at familien er flyttet til Græsted Kommune, ser det anderledes ud. Oliver har fået overskud til at tage de ord til sig, som de andre drenge går og siger og det kommer der nogle sjove bemærkninger ud af. Som da han glædestrålende fortæller, at diller også betyder tissemand.   

Han går i Gilleleje Børnehave i en storbørnsgruppe med de andre, der skal begynde i skole til næste sommer. I gruppen er der en anden pige med CI. Siden august har han gået i en sproggruppe, hvor han er fire gange ugentligt. Derfor har han ikke tilknyttet sin egen støtte i børnehaven, for når han er der, så skal han have lov til bare at lege.  

- Jeg tror, alt handler om indstilling! Heroppe ser de ham bare som et barn med udtalevanskeligheder. Modsat den gamle talehørepædagog der så ham som et hørehandicappet barn, hvilket betød, at hun ikke stillede de rigtige krav til ham. I dag får vi hjælp og vejledning til, hvad vi kan arbejde med og der er en fælles indsats i sproggruppen og i hjemmet – det er et samarbejde, siger Kristina. 

Fælles front

Netop nu arbejder Oliver både i sproggruppen og derhjemme med ord, der kan pustes. Efter at have tabt lysten til at tale i lange perioder sprudler han nu og kommer tit hjem og fortæller om, hvad de har lavet i sproggruppen. 

- Så sidder han ved bordet og prøver ord af; pizza, pasta og pose, inden han konstaterer, at man ikke kan puste chokolade. Om aftenen ligger han og leger videre med ordene, selvom hans CI’er er blevet taget af. En aften råbte han glad til os, at man kan puste prut. Det er virkelig dejligt at opleve, siger Kristina.  

Også hos kommunens sagsbehandlere er indstillingen helt anderledes. Den store forskel er, at de bliver hørt og taget alvorligt.

- Vores problemer og Olivers behov bliver ikke bagatelliseret. Alle er enige om, hvad vi skal arbejde hen imod og hvordan ikke mindst, fortæller Kristina.