Da Signe blev konstateret døv fik vi og hele vores familie og nærmeste venner tilbudt tegnsprogskurser. Disse kurser skulle vi ikke ansøge om men blot tilmelde os, og vi havde bedsteforældre, moster, tante, onkler og fætter med på tegnsprogskurser. Hvor var det dog ønskværdigt, hvis der var tilsvarende forhold for kurser i at støtte op om den talesproglige udvikling!

Frem til august 2007 fulgte vi den "slagne vej". Vi fulgte anbefalingerne fra såvel PPR og Aalborgskolens vejledningsafdeling. Derfor begyndte Signe på Aalborgskolens vuggestuetilbud Dumbo, som er et tilbud til døve og hørehæmmede børn under 3 år. Da Signe blev 3 år startede hun i Aalborgskolens børnehave Bambi, hvor pladserne er fordelt sådan, at halvdelen af pladserne er til normalthørende børn og den anden halvdel af pladserne er forbeholdt børn med CI, børn med HA og døve børn.

Vi har i hele forløbet gået med overvejelser om, hvorvidt Signe skulle enkeltintegreres. Men det strandede hele tiden på, at vi ikke følte, vi kunne sige nej til Aalborgskolens tilbud. Her var god normering med et personale, som havde årelang erfaring med døve børn og et tilbud om daglig tale-/hørepædagogisk træning. Henover foråret 2007 blev vi dog mere og mere overbevist om, at Signe ville profitere både sprogligt og socialt af at blive enkeltintegreret.

Det var ikke nogen nem beslutning at sige nej tak til Aalborgskolens tilbud og i stedet arbejde for at få Signe i en almindelig børnehave.

Signe havde på det tidspunkt haft sit første CI i 2 1/2 år og det andet i et år, og havde endnu ikke lukket "hullet". Sprogligt var hun og er fortsat rigtig langt fra at være aldersvarende [artiklen er fra november 2007]. Så vi havde mange spekulationer omkring, at det ville være for svært for hende, om hun ville profitere sprogligt af at komme ud og ikke mindst, om hun ville kunne begå sig rent socialt.

Det som bekymrede os i Bambi var, at der blev brugt rigtig meget tegnsprog af personalet og børnene imellem. Sådan må det naturligvis være i en institution med døve – ikke CI opererede – børn som har brug for, at der bliver tolket til samlinger, og at der i det hele taget bliver kommunikeret på tegnsprog.

Ideen med at have normalt hørende og hørehæmmede børn sammen er naturligvis, at de kan have glæde af hinanden og at de normalhørende børn kan være sproglige rollemodeller for de hørehæmmede. Men det som vi kunne konstatere var, at når vi hentede Signe, havde børnene selv, i deres frie leg, opdelt sig efter sprogkode – hvilket vel også er ganske naturligt.

Efter at Signe flyttede fra Dumbo til Bambi skete der det, at Signe udviklede og brugte sit tegnsprog mere og mere. Men hendes sociale kompetencer i legen med de andre hørehæmmede børn var også betinget af hendes evner udi tegnsprog, hvorimod talesproget ikke bidrog væsentligt til, at hun kunne begå sig socialt i forhold til de børn hun legede med. Så man kan spørge sig selv om, hvilket sprog Signe var mest motiveret for at udvikle? Samtidig oplevede vi det, at Signe den første times tid efter vi havde hentet hende ikke ville kommunikere verbalt.

Vi blev mere og mere overbevist om, at Signe ville profitere sprogligt af at komme ud i et miljø, hvor hun blev afhængig af talesproget. Efter et besøg af kommunens ledende tale/hørekonsulent, hvor vi fik en god snak om vores tanker og vores ønsker, blev vi overbevist om, at kommunen var i stand til at stille op med et fornuftigt og intensivt tilbud.

Det sproglige var langt fra vores største bekymring. Det var Signes sociale liv, vi tænkte på. Vi havde en glad pige, som trivedes i sin børnehave og det frygtede vi at sætte over styr. Hvad er det værd at have en pige, om udvikler sig sprogligt, men ikke længere er glad? Men når vi så ud i fremtiden, så var Signes fremtid ikke på døveskolen, men i et hørende skoletilbud. Og hvis hun skulle lære at begå sig efter de sociale spilleregler, der er mellem hørende, måtte hun derud. Dagligt konstatere vi, at de sociale spilleregler blandt de døve og hørehæmmede børn i Bambi adskilte sig fra de hørende børn.

Muligheder for at finde legekammerater i nærmiljøet og dermed lege sammen i fritiden trak også mere og mere. I en lokal børnehave ville Signe være sammen med dem, som hun også skal begynde i skole med. Modsat Bambi hvor børnene kommer fra hele Region Nordjylland og dele af Region Midtjylland, hvilket i mange tilfælde begrænser muligheden for at dyrke venskaber i fritiden. Vi var til sidst overbevist om, at det er nemmere at blive accepteret af de andre, selvom man er sprogligt bagud, når man endnu ikke er så gammel, da sproget hele tiden bliver et vigtigere og vigtigere element i legen.

Efter endelig at have truffet beslutningen om, at Signe skulle enkeltintegreres, opdagede vi for alvor, hvor "nemt" vi havde haft det indtil nu. Nu kom kampen for støttetimer og tale-/ hørepædagogisk træning, og så blev det for alvor hårdt. For hold da op, hvor skal der kæmpes. Modsat før skulle vi nu selv søge om

alt, hvad det indebærer at få et godt børnehave tilbud. Signe blev i første omgang tildelt støttetimer og tale-/hørepædagogisk træning ca. en gang hver anden uge. Antallet af støttetimer kunne vi ikke få oplyst, og det tale-/hørepædagogiske tilbud havde vi svært ved at genkende som et intensivt tilbud! Så efter endnu et par runder med at banke på døre og skrive breve, lykkedes det heldigvis at få det ændret, så Signe i dag får tale/hørepædagogisk træning 2-3 gange ugentligt.

Efter megen kamp og skriverier til forskellige instanser fik vi endelig oplyst, at Signe blev tildelt10 støttetimer per uge. Det holdt ikke – to måneder efter Signe var startet i børnehaven, fik vi at vide, at støttetimerne blev reduceret, da støttepædagogen skulle på delvis barsel. Vi mente, at det var pædagogen vel undt at få adgang til delvis barsel, men havde svært ved at se det faglige argument for, at Signes behov for støtte var berørt af det.

Endnu en kamp skulle kæmpes. Det lykkes heldigvis at få argumenteret for, at Signe ikke var klar til at få reduceret i støttetimerne, og Signe har fortsat sine støttetimer dog nu fordelt på to personer, hvilket måske ikke er optimalt, men acceptabelt ud fra de givne omstændigheder.

Signe er kommet i en skøn lokal børnehave, hvor hun hver dag glæder sig til at komme hen. Personalet er meget engageret og villige til at påtage sig den opgave at have et barn med CI. Vores frygt for Signes trivsel og sociale liv har været ubegrundet, hun er faldet fantastisk godt til. Men det er hårdt for hende, for der kræves meget af hende i forhold til hendes hørelse og sprog, især i en større flok. Og vi tænker en del over om det kunne være en hjælp at have mere støtte, også fordi vi godt kan se at nyhedens interesse fra de andre børns side aftager.

Vi oplever at Signes sprog eksploderer i øjeblikket. Hendes udtale forbedres ikke, men hold da op hvor der kommer mange ord og lange sætninger. Om det er et sammentræf - at Signe blot nu er klar til at tage et sprogligt spring, som hun også ville have taget i Bambi - kan vi jo af gode grunde ikke vide. Men vi er overbevist om, at hun i hvert fald ikke har tabt noget sprogligt, og hvis vi skal være ærlige, er vi sikre på, at enkeltintegrationen har givet hende et gevaldigt løft. 

Det, der virkelig har slået os i dette forløb, er, hvor mange kræfter det kræver. Hvor mange kampe der skal kæmpes, og så godt som intet kommer af sig selv. Da hun var i et specialtilbud, var der masser af støtte og tale-/hørepædagogisk træning uden at vi skulle søge om det. Men når man vælger enkeltintegration, er

der intet der er givet, alt skal der kæmpes om. Og det er hårdt, og det kræver energi og kræfter, som vi godt kunne have brugt anderledes. Vi tror dog stadig fuldt og fast på, at vi har truffet det rigtige valg for Signe. Vi kan se, at hun udvikler sig, trives og er den gladeste lille prinsesse.

Signe er født døv i maj 2003 og CI opereret på højre øre september 2004. I maj 2006 fik hun i Sverige CI på venstre øre. Det første halve år efter operationen i 2004 gik det langsomt med at få indstillet Signes CI, da hun var meget sensibel overfor at få skruet op for CI’en. Men efter det første halve år gik det stærkt, og Signe blev meget hurtigt meget god til at udnytte sine CI, så hun fik hurtigt en god hørelse. Desværre har Signes sprog ikke udviklet sig tilsvarende hurtigt.

Med hensyn til det sproglige gik det rigtig langsomt i starten, vi oplevede først, at det rigtig begyndte at ske noget, da hun fik sit CI nr. 2. Om det rent faktisk skyldes, at hun først nu var opereret på bedste øre, eller om det var et sammentræf af omstændigheder kan vi kun gisne om.