Hej alle …
Så er deCIbels familiekurser for førskolebørn, skolebørn, børn med andre vanskeligheder, samt CI-konferencen for professionelle (alle på Hotel Legoland), vel overstået for denne gang. Som nyt medlem af bestyrelsen, har jeg i år fået et indblik i det arbejde der fra sekretariatet og bestyrelsens side ligger i at få et projekt af denne størrelse til at lykkes. Der er blevet lagt megen tid og energi i at få årets arrangementer til at fremstå alsidige, vedkommende og interessante. Ud fra de tilbagemeldinger vi har fået under kurserne, samt vore egne observationer, fornemmer vi at det er lykkedes meget godt, hvilket naturligvis glæder os. Dog forestår endnu gennemlæsningen af alle evalueringssvarene, der vil resultere i den endelige klarhed og dom over Jeres syn på sagen. Det er vores håb og indtryk, at I har taget godt imod tiltagene omkring specialgruppen, samt erfaringscafeerne. I må meget gerne komme med uddybende kommentarer hertil, samt indholdet af Jeres program, foredragsholderne, evalueringsskemaerne mv. Summen af alle disse evalueringssvar er altid af yderste vigtighed for deCIbel. Det er disse svar, der er med til at danne grundlaget for, hvilken retning vi vil orientere os imod i de kommende arrangementer. I forhold til dette års 3 arrangementer, har det været vort ønske at I alle har haft nogle gode oplevelser, samt fået nogle brugbare værktøjer og erfaringer med hjem til brug i dagligdagen. Som vor formand Anne Mose skrev i programmernes velkomst, har det været deCIbels ønske at sætte mere fokus på, ”at vi alle i højere grad bruger, inddrager og hjælper hinanden – at vi netværker, diskuterer og erfaringsudveksler”. Denne proces blev kickstartet i erfaringscafeerne og der vil, i løbet af efteråret, blive etableret et forum på deCIbels hjemmeside, hvorfra denne proces kan rulle videre. Samtidig ønsker deCIbel fortsat at støtte op om de regionale netværk, hvor der udover hyggeligt samvær også debatteres og erfaringsudveksles. Pt. eksisterer der netværksgrupper i Region Hovedstaden/Sjælland & Region Syddanmark. Det er dog vort håb at der også vil opstå regionale netværksgrupper i Region Midt og Region Nordjylland. Skulle der således blandt forældrene i disse 2 regioner, være nogle ildsjæle der er interesserede i også her at få startet noget op, er I meget velkomne til at kontakte undertegnede.






Kommentarer
Til top